Træningssitet på dansk.gyldendal.dk er bygget op ud fra de tre hovedområder retstavning, grammatik og tegnsætning. Hvert hovedområde indeholder en række delområder (fx ”Med eller uden -r?”), der hver indledes med en kort præsentation af reglerne for området efterfulgt af konkrete opgaver. Eleven kan undervejs i sin opgaveløsning løbende vende tilbage til reglen, uden at opgaveafviklingen af den grund afbrydes. Eleven kan også vælge at springe reglen over og gå direkte til træningen.
Træningssitet erstatter ikke i sig selv den løbende undervisning og opfølgning inden for retstavning, tegnsætning og grammatik, men det kan hjælpe med at gøre eleverne sikrere inden for afgrænsede problemområder i det skriftlige arbejde.
Træningssitet kan bruges på flere forskellige måder:
Der skal opstilles læringsmål for stave- og grammatikområdet for den undervisning, der går forud for elevernes træning her på portalen. Du kan læse mere om træningsdelen og målsætning og se vores forslag til relevante færdigheds- og vidensmål for din stave- og grammatikundervisning her.
En mulig måde at arbejde med materialet på er at undervise klassen samlet i en bestemt regel, modellere besvarelsen af en opgave for klassen på SmartBoard for derefter at lade eleverne arbejde to og to med emnet, indtil de er sikre i det. For elever, der stadig er usikre i arbejdet med området, kan det aftales, at de arbejder intensivt med træningsopgaverne efterfølgende, indtil reglen er indarbejdet.
En anden tilgang til materialet er at gennemføre de to sprogforløb ”Ord og betydning” og ”Sætninger” på dansk.gyldendal.dk. De to forløb omhandler blandt andet ordklasser, sætningsanalyse og tegnsætning. Derefter kan man lade eleverne arbejde med træningsopgaverne inden for disse områder. Du kan finde en oversigt over alle opgaver på træningsdelen i boksen til højre og her.
De typiske problemer til afgangsprøver har styret udvælgelsen af opgaverne – kombineret med en vurdering af, hvad der giver mening at træne digitalt. Efter endt besvarelse får eleven med det samme svar på, hvad der var rigtigt og forkert i den konkrete besvarelse. Af samme grund indeholder træningssitet ikke opgaver af mere fri karakter, der kræver en reflekteret respons.
Hvor det er relevant, udfolder opgaverne en progression fra det basale til det mere komplekse inden for et givent område. Det gælder blandt andet inden for kommatering, hvor de indledende opgaver handler om at sætte komma mellem helsætninger, mens de afsluttende opgaver beskæftiger sig med komplekse perioder med flere ledsætninger. Et andet område med progression er ordklasse- og ledanalyse.
De konkrete opgaver er valgt og til dels udarbejdet af fagkonsulent Søren Aksel Sørensen, der har mere end fyrre års praktisk erfaring som dansklærer, og som medvirker i opgavekommissionen til de Nationale Test. Søren Aksel Sørensen har blandt andet skrevet bøgerne Prøveklar. Retskrivning 9. klasse og Prøveklar. Læsning og sprogbrug 10. klasse, der forbereder eleverne på afgangsprøverne. Søren Aksel Sørensen står ligeledes bag Gyldendals webprøver til dansk i overbygningen.
Du kan få overblik over dine elevers træning og deres resultater i MitGyldendal. Med det tilhørende Træningshæfte kan du og dine elever få overblik over, hvilke opgaver eleverne har løst. Du kan downloade træningshæftet her. Du skal åbne fanen Download.