Log ind
VÆRKTØJER
AnalyseCirkler
Værktøj til tekstanalyse
ArtLine
Tidslinje med kunstværker og forfattere
DanskLex
Opslagsværk med danskfaglige begreber
GenreUniverset
Zoom ind på danskfagets genrer
Notesbog
Dine egne noter samlet ét sted
SkoleTube
Direkte adgang til en lang række web 2.0-værktøjer
af Ib Michael

Om bogen

Den 30. juni 1908 indtraf en af de største naturkatastrofer i Jordens historie, en eksplosion i atmosfæren over tundraen nær floden Stenede Tunguska i Sibirien. Eksplosionen udløste en energi svarende til 1000 Hiroshima-bomber og lagde et område på ca. 2.000 km2 øde. Eksplosionen er den dag i dag et mysterium.

Danmark 2012: Den kræftsyge atomfysiker Irina tilbringer sin sidste tid på et hospice i Nordsjælland. Irina, der er af russisk afstamning, har arvet et stort materiale om sin slægt, som hun længe har villet skrive en bog om, ikke mindst om sin forfader Sergej. En mandlig sygeplejerske med forfatterambitioner tilbyder hende sin hjælp med at skrive, og hun fortæller historien til ham.

Tunguska 1908: Vi møder attenårige Sergej, som oplever eksplosionen på nærmeste hold og mærker en forandring på både sjæl og krop. Han bryder op fra sin hjemstavn, rejser mod Moskva, kommer i forbindelse med den magtfulde Vasiljev-familie, hvor han forelsker sig i husets smukke datter Nadja. Han får en militæruddannelse, slutter sig til de revolutionære kræfter i 1917 og kommer senere på nært hold af tsarfamilien, skifter side og bliver involveret i de to mindste tsarbørns flugt fra revolutionen. Ad kringlede veje og under falsk identitet havner han igen i Tunguska … og så er der ved at være lagt op til en forrygende slutning, hvor også nutiden spiller en iøjnefaldende og højst overraskende rolle.

Himlen brændte er en vild og eventyrlig roman, en familiekrønike, en bog om at finde den store kærlighed, en stærkt underholdende blanding af fakta og fiktion, der giver fanden i tid og rum og sund fornuft, som alligevel aldrig kan rumme hele sandheden.

Om forfatteren

Ib Michael blev født i Roskilde den 17. januar 1945 som Ib Michael Rasmussen. Han blev student fra Roskilde Katedralskole i 1964 og exam.art. i mellemamerikanske indianske sprog og kulturer fra Københavns Universitet i 1972.
Ib Michael debuterede i 1970 med romanen En hidtil uset drøm om skibe og har siden skrevet en lang række romaner og fortællinger med inspiration i sin barndoms Roskilde og sine mange rejser over hele jordkloden. Mange af hans bøger beviser, at den magiske realisme trives uden for Latinamerika.
Ib Michael har modtaget en lang række priser og er en af Danmarks mest læste forfattere. Himlen brændte er hans seneste roman.

Foto: Isak Hoffmeyer, 2010
LÆSEPRØVE
EKSTRA