Log ind
VÆRKTØJER
AnalyseCirkler
Værktøj til tekstanalyse
ArtLine
Tidslinje med kunstværker og forfattere
DanskLex
Opslagsværk med danskfaglige begreber
GenreUniverset
Zoom ind på danskfagets genrer
Notesbog
Dine egne noter samlet ét sted
SkoleTube
Direkte adgang til en lang række web 2.0-værktøjer

Om udgivelsen

En cykelrytter på Mallorca skrider ned ad en klippeside og finder i 2014 nogle små menneskeknogler. De stammer fra drengen Luis, som forsvandt sporløst tretten år tidligere. Opklaringen af den mulige forbrydelse leder den spanske efterforsker i Palma, Pilar, til tre danske kvinder, der på tidspunktet for drengens forsvinden holdt ferie i huset ved siden af Luis’ far. De tre danske kvinder, Astrid, Susan og Tine, har ikke haft meget kontakt siden ferien på Mallorca. Astrid og Susan er i midten af 50’erne, Tine i midten af 40’erne. Venskabet hørte op kort tid efter deres ferietur i 2001, hvor de på Tines initiativ tog på fælles ferie. Alice og Susan kendte ikke hinanden på forhånd, men Tine var forbindelsesledet som tidligere nabo til Astrid i Holbæk og kollega til Susan på medicinalvirksomheden Zea Pharm, ligeledes i Holbæk. Midt i ferien forsvinder den seksårige lokale dreng Luis fra nabohuset, hvor Tine har haft sin faste natte-gang hos den fraskilte far Felipe. Pilar indkalder de tre kvinder til forhør for at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang. De tre kvinder blev også afhørt i 2001, Tine blev tilbageholdt og sammen med Felipe sigtet. Men sagen blev aldrig opklaret. Drengens skleroseramte mor begik selvmord to år efter, hendes søn forsvandt. Forhørene af de danske kvinder sætter gang i spekulationer, dels hos de tre danske kvinder, om deres indbyrdes relationer og tvetydige syn på hinanden, dels hos Pilar, som aner adskillige ugler i mosen. Mens hun arbejder med forskellige teorier og prøver at lokke tilbageholdt viden ud af kvinderne, følger vi Astrid, Susan og Tine i deres nuværende tilværelse, hvor de bakser med deres nye livsprojekter og deres forsøg på at komme overens med bristede illusioner, fortidens (familie-)spøgelser, kvindekroppen og længslen efter kærlighed.: Den autoritative fortæller er til stede gennem hele romanen, også når vi følger de tre kvinder samt kriminalsagens opklarer, og kommenterer med spidsfindige kulturanalyser, som knytter sig tæt til romanens personer, flere gange i løbet af romanen. De handler om netværk, tab og udskiftelighed, pænhed, sjælen og ny teknologi, kvindekroppen og menneskets korte, uberegnelige liv. Man kan indimellem føle sig hensat til Kunderas ligeledes undersøgende, essayistiske forfatterskab, der behændigt blander fiktive menneskeskæbner og kulturelle og samfundsmæssige diagnoser. Romanen er sprogligt veloplagt, den er vittig og skarp i sine analyser, i udfoldelsen af de tre kvinders brydsomme, til tider selvbedragende liv, og fortællerens klarsyn (sammen med "medforfatteren", den sprogopmærksomme Pilar, der som efterforsker jo også skal kunne fortælle den virkelige historie) belyser ikke kun forsvindingsgåden og de konkrete liv, men peger både direkte og indirekte på et større livs-plot: mødrenes og fædrenes synder og børnenes forvitrede måde at forholde sig til den personlige arv på.

 

Om forfatteren

Hanne Richardt Beck er født d. 3. maj 1959 på Bellahøj i København.

Er cand.mag. i dansk og engelsk og debuterede i 1993 med romanen De brune øjne, Arthur og har siden udgivet en række romaner samt en novellesamling.

 

Hanne Richardt Beck er med Uforudsete hændelser tilbage med en kompleks og bevægende kvindehistorie.  





Foto: Gyldendals Billedbibliotek
UDDRAG